Huskeliste til din eksamen – hvad må du, og hvad må du ikke!

Der er mange ting, du skal huske, når du skal op til eksamen i Prøve i Dansk. Vi giver dig her et overblik over, hvad du skal huske, og hvad du må og ikke må under din eksamen.

 

FØR eksamen

 

  • Eksamen starter klokken 9.00, og det er vigtigt, at du er der i god tid før, senest 8.30, så du kan nå at finde din plads, vise legitimation, aflevere mobiltelefon og få styr på dine ting. Tag derfor hjemmefra i god tid, og påregn altid forsinkelser i trafikken. Det er bedre at være der en time før en 20 minutter for sent, for så bliver du ikke lukket ind til din prøve. Så vi kan ikke sige det nok: Påregn forsinkelser og tag hjemmefra i god tid.
  • Det er vigtigt, at du har gyldig billedlegitimation på dig, så vi kan se, at det er dig. Hvis du f.eks. har skiftet navn, og endnu ikke har modtaget dit nye ID-kort, så sørg for at have bevis for navneskiftet. Uden gyldig legitimation kan du ikke deltage i prøven.
  • Mobiltelefoner SKAL afleveres. Den må ikke ligge i lommen eller tasken. Den skal afleveres til den prøveansvarlige – og den skal slukkes. Det er ikke nok, at den er på lydløs. Det bliver betragtet som snyd, hvis ikke du afleverer din mobiltelefon.
  • Smartwatches SKAL afleveres sammen med evt. mobiltelefon. Det er ikke nok at lægge det i jakkelommen eller tasken. Hvis du vil være sikker på, at have et ur på dig, så tag et almindeligt ur med.
  • Ordbøger må medbringes, men der må IKKE være skrevet i dem. Det vil blive tjekket. Under første del af prøven må der ikke benyttes ordbøger, så der skal de lægges under bordet.
  • Jakke og taske må ikke være i nærheden af bordet, men skal anbringes i et hjørne i lokalet. De prøveansvarlige kan fortælle dig præcist hvor.

 

Læs mere om Prøve i Dansk her

 

UNDER eksamen:

  • De første og sidste 15 minutter af eksamen er det IKKE tilladt at forlade lokalet – heller ikke selvom du er færdig, eller skal på toilettet. Dette er fordi, der skal være ro til at starte opgaven og til at gøre den færdig, og det vil forstyrre, hvis folk går ind og ud af lokalet.
  • Hvis du skal på toilettet, har spørgsmål eller hvis du er færdig med eksamen, skal du række hånden op. Du må IKKE rejse dig uden at have fået tilladelse. Hvis du forlader lokalet uden tilladelse, betragtes dette som en afbrydelse af eksamen, så bliv siddende, indtil du har talt med en vagt, der giver dig tilladelse til at rejse dig og forlade lokalet.
  • Før du går, skal din opgave underskrives af en vagt.
  • Der må IKKE tales sammen under prøven. Hvis vi opdager, at du prøver at kommunikere med en anden eksamensdeltager, betragtes dette som snyd, og du kan ikke gennemføre din eksamen.
  • Hvis der er skrevet noter på hånden, på armen, i penalhuset eller andre steder, så betragtes dette som snyd.

 

Hvis du har spørgsmål til, hvad du må og ikke må, kan du kontakte vores afdelinger på 4173 8100