At lære dansk er en kulturel ting for Tihomir

Tihomir fra Serbien kom til Danmark i foråret 2018, da han skulle læse sin ph.d. i planteøkologi på Københavns Universitet. I foråret 2019 begyndte han sin danskuddannelse på CLAVIS, efter at han havde hørt om tilbuddet til et møde på KU.

 

Nu sidder han her, en torsdag aften i CLAVIS’ samtalecafé, klar til at tale lidt mere dansk. Dette til trods for at han lige har haft nogle timers ekstra danskundervisning i form af FVU, og mørket har sænket sig udenfor, så det kun er Nørreports gadelamper og lysreklamer, der lyser op.

 

Han gør nemlig meget for at lære at tale dansk, og da CLAVIS også tilbyder FVU-forløb, har Tihomir valgt at deltage i forløbet ved siden af sin danskuddannelse. Det har været en god kombination for ham og gjort, at han lærer mere dansk, forklarer han.

 

”Det er meget danskundervisning, men det er ok for mig, fordi jeg har tid om torsdagen efter arbejdet. Vi bruger mere tid på øvelserne, og det er rigtig godt,” siger Tihomir. Da han startede på CLAVIS, havde han også klare forventninger til undervisningen:

 

”Jeg forventede, at det ville være sjovt at lære dansk, at jeg ville få nogle gode lærere og søde medkursister. Det har CLAVIS levet op til,” siger Tihomir.

 

Det lille ord ”nemlig”

Han klarer ubesværet hele samtalen - om det at lære dansk - på dansk. Dog er der mange facetter i det danske sprog, der er svære. Udover at mange synes, at danskernes udtale er svær at forstå, så mener Tihomir også, at sproget har nogle ord, som ingen andre sprog har.

 

”Det sværeste kan være en specifik konstruktion. Det kan f.eks. være ordet ”nemlig”, det findes ikke i andre sprog, og det kan tage tid at lære de ord,” forklarer han.

 

Han synes, det er vigtigt at lære det sprog, hvor man bor og arbejder.

 

LÆS OGSÅ "CLAVIS hjælper mig med at komme i gang med dansk"

 

”Jeg synes det er vigtigt at lære at tale dansk, hvis man bor og arbejder i Danmark. Det er en kulturel ting for mig, og det kan også være vigtigt, hvis man vil bo i længere tid i Danmark.”

 

Selv ved han ikke, hvor længe han skal bo i Danmark, og har ikke planer, når han har afsluttet sin ph.d. om tre år, men der er andet i Danmark, der trækker i ham for at blive boende end det danske sprog.

”Min kæreste er dansk, så måske bliver jeg boende lidt længere. Vi får at se,” siger Tihomir med et smil.