”CLAVIS hjælper mig med at komme i gang med dansk”

”Mine forventninger angående CLAVIS var, at CLAVIS ville hjælpe mig på vej mod at lære dansk. Forventningerne blev opfyldt. Alt i alt fik jeg en god forberedelse til PD3.”

 

Sådan lyder det fra Tobias, der oprindeligt kommer fra Tyskland. I sommeren 2019 begyndte han sin danskuddannelse på CLAVIS København. Han blev af Københavns Kommune tilbudt danskuddannelse på to forskellige sprogskoler. Valget af CLAVIS var enkelt for ham:

 

”Da jeg arbejder hele dagen, var det vigtigt for mig at undervisningen fandt sted efter arbejde, dvs. sent om eftermiddagen eller om aftenen. CLAVIS var den eneste af de to skoler, som tilbød aftenkurser, så valget var simpelt,” forklarer Tobias og fortsætter:

 

”Den fleksibilitet som CLAVIS tilbyder, for at imødekomme kursister, er for mig det bedste og vigtigste: kurser om aftenen, fleksibel inddeling, og senere også tilbuddet om onlineundervisning under Corona.”

 

Svært at forstå danskerne 

Til daglig arbejder han i en virksomhed, hvor der hovedsageligt bliver talt engelsk, hvilket gør, at han ikke får øvet sit danske sprog specielt meget:

 

”Jeg bruger derfor ikke dansk så meget i min hverdag, men jeg kan klare mig i de fleste situationer: købe ind, bestille på restaurant, snakke med folk i min sportsforening osv.”

 

Tobias forklarer, at noget af det sværeste er at forstå danskerne, når de taler i hverdagen – altså udenfor CLAVIS.

 

”Det er også svært for mig at oversætte fra skrift til udtale og lytte, fordi mange stavelser, som står på papiret, kan jeg ikke høre, og mange gange er der, i mine ører, heller ikke en tydelig afgrænsning mellem ordene. Dermed tager det temmelig lang tid at lære at høre og tale rigtigt,” forklarer Tobias.

 

Han har været glad for at gå på CLAVIS, og han er ikke i tvivl om, at CLAVIS har hjulpet ham godt i gang med at lære at tale dansk.