Bliv klogere på de danske jule- og nytårstraditioner. Øl, lege og hop fra stole – danske traditioner er ikke kedelige.
Traditioner er en underlig størrelse. For de der er vokset op med dem, kan de opleves som det mest naturlige, da de er en vigtig del af deres historie og kultur. Men for mennesker der kommer udefra, kan traditioner virke meget mærkelige! Julemænd, julelys og engle er en stor del af julen over hele verden, men i Danmark er der nogle traditioner, som kun findes i det lille land – traditioner som udlændinge måske kan undre sig over.
Julen starter i november
Det er især ved helligdage, at danskerne har deres traditioner. For eksempel starter julen for mange danskere allerede den første fredag i november, hvor det danske bryggeri, Tuborg, hvert år starter salget af deres årlige juleøl. Dagen, som er kendt som J-dag, er en folkefest. Hvis du ikke er dansker, er det nok lidt mærkeligt at se de danske barer og gader pyntet op med juleøllens blå farver.
Danskerne elsker at feste
At pynte og feste er to ting, som danskerne elsker – især i december. For eksempel står der på bytorvet i rigtig mange danske byer et stort juletræ gennem hele december. Næsten alle arbejdspladser, gymnasieklasser, familier og vennegrupper holder også årligt en klassisk dansk julefrokost med sild og snaps. Julefrokosten er én af de traditioner, som danskerne elsker. Til mange julefrokoster leger danskerne også lege. En af disse er pakkeleg, der er et terningespil, hvor alle gæster kan vinde nogle små gaver.
Nedtælling til juleaften
En fast tradition, som er vigtig for julen i Danmark, er tv-julekalenderne. Hvert år viser de danske tv-kanaler nemlig en ny tv-serie på 24 afsnit fra den 1. til den 24. december. Tv-serierne er ofte for børn, men der findes også mange til voksne. I mange danske hjem har de også en juledekoration med kalenderlys. Kalenderlyset er et stearinlys med tallene 1 til 24 på. Hver dag tændes kalenderlyset, og den 24. december skulle alle tallene gerne være brændt væk. Mange familier har også en pakkekalender for deres børn. Børn elsker pakkekalendere. For hver dag frem til juleaften får de en lille gave.
Dronningen og hop fra stole
Kort efter juleaften er det nytårsaften. I Danmark er dette en aften, hvor mange tager deres pæneste tøj på, drikker champagne og fejrer med fyrværkeri. Der er mange danske traditioner ved jul og nytår. Fx starter nytårsaften for mange danskere klokken 18, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe holder sin årlige nytårstale. Talen vises på tv og spilles i radioen, og mange lytter med, når dronningen taler, om året der gik. Når klokken nærmer sig midnat, har danskerne også tradition for at hoppe ned fra en stol, når klokken slår 12.
Der findes altså mange danske traditioner ved jul og nytår, og her har du kun læst om nogle af dem!