Prøver/eksamen / Indfødsretsprøven / Generelle informationer til Indfødsretsprøven
Læs mere om prøvens form og indhold og afholdelse af prøven.
Indfødsretsprøven består af 45 skriftlige spørgsmål om danske samfundsforhold, dansk kultur og dansk historie. 35 af spørgsmålene stilles med udgangspunkt i lærematerialet, som ministeriet har udarbejdet.
Herudover består prøven af i alt 10 uforberedte spørgsmål. 5 af dem er aktuelle spørgsmål, der tager udgangspunkt i begivenheder, som har fundet sted de seneste seks måneder forud for hver prøveafholdelse. Disse spørgsmål omhandler samfundsforhold, politik og kulturelle begivenheder, der har været en bred dækning af i de danske nyhedsmedier. Endvidere er der 5 spørgsmål om danske værdier, som kan omhandle eksempelvis ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og lovgivning.
Du har 45 minutter til at svare på de 45 spørgsmål. Spørgsmålene er multiple choice-spørgsmål. Det betyder, at der til hvert spørgsmål er flere svar at vælge imellem. Du skal sætte kryds ved det svar, du mener, er rigtigt. Der er kun ét rigtigt svar på hvert spørgsmål, og du må derfor kun sætte ét kryds.
For at bestå prøven skal du besvare mindst 36 af de 45 spørgsmål korrekt, herunder skal du svare korrekt på mindst 4 ud af 5 af spørgsmålene om danske værdier.
For at få lov at tage prøven skal du medbringe legitimation med foto. Legitimationen skal være en af følgende typer:
Hvis du ikke er i besiddelse af en af de nævnte former for legitimation, skal du ansøge om tilladelse til at anvende anden legitimation ved prøven. Ansøgningen skal være modtaget hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger før prøvens afholdelse.
Hvis du får tilladelse til at anvende anden legitimation ved prøven, skal du medbringe tilladelsen fra SIRI ved prøven.
Hvis du har din legitimation liggende hos Udlændingestyrelsen på grund af en aktuel sagsbehandling, skal du selv sørge for (senest 4 uger før prøven) at anmode Udlændingestyrelsen om enten at få legitimationen udleveret eller at få en attesteret kopi af legitimationen.
Det er dit eget ansvar at medbringe korrekt legitimation på prøvedagen. Hvis du ikke medbringer korrekt legitimation til prøven, vil du blive bortvist fra prøven.
Det er vigtigt, at du møder op i god tid, før prøven begynder.
Ved prøvens begyndelse deler de tilsynsførende et opgavesæt ud til hver prøvedeltager. Du må kun skrive din besvarelse på det opgavehæfte, der indgår i prøven. Du skal skrive dit navn, cpr-nummer og prøvenummer på forsiden af opgavehæftet.
Hvis du mener, du har besvaret et spørgsmål forkert, kan du inden for prøvetiden rette i din besvarelse. Eventuelle rettelser skal markeres tydeligt. Det betyder, at et svar, som du har fortrudt, skal streges over.
Overtrædelse af disse regler kan medføre bortvisning.
Som udgangspunkt må du ikke medbringe en hjælper eller hjælpemidler, fx ordbøger, til Indfødsretssprøven.
Der vil dog kunne gives tilladelse til brug af hjælpemidler for så vidt muligt at ligestille personer med funktionsnedsættelse med andre prøvedeltagere. Dog må tilladelsen ikke forringe prøvens faglige niveau. Hvis du fx er døv, blind eller ordblind, og din funktionsnedsættelse gør det vanskeligt for dig at deltage i medborgerskabsprøven på almindelige vilkår, kan du derfor søge om dispensation.
Der kan fx gives tilladelse til særlige praktiske foranstaltninger og brug af tekniske hjælpemidler, tilstedeværelse af en hjælper og forlænget prøvetid.
Hvis du mener, du har behov for sådanne særlige hjælpemidler, kan du henvende dig til den prøveafholder, hvor du ønsker at aflægge prøven. Prøveafholderen vil derefter kunne vejlede dig om dispensationsmulighederne.
Du skal være opmærksom på, at du skal kunne dokumentere ikke-åbenlyse funktionsnedsættelser med en udtalelse fra en læge, psykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig, og udtalelsen må højst være 2 år gammel (regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgningen skal være prøveafholderen i hænde). Udtalelsen skal redegøre for dine vanskeligheder i forbindelse med aflæggelse af prøven.
Ansøgning om tilladelse til at bruge hjælpemidler mv. skal være prøveafholderen i hænde senest 4 uger før prøvens afholdelse.
Der kan gå op til 3-4 uger, før resultatet af prøven foreligger. Prøveafholderen udsteder herefter et prøvebevis til dig, hvis du har bestået prøven. Hvis du ikke består prøven, vil du kunne gå op til en ny prøve i næste prøvetermin mod betaling af nyt gebyr.
Du har mulighed for at klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet. En sådan klage skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger efter, at prøven har fundet sted. Du har også mulighed for at klage over bedømmelsen af din besvarelse. En sådan klage skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger efter, at du har fået resultatet af prøven.
En klage skal indgives individuelt og skriftligt og begrunde klagepunkterne.
Når klagefristen er udløbet, kan du få din opgavebesvarelse udleveret ved henvendelse til prøveafholderen.
Du har selv ansvar for at indsende dit prøvebevis til Indfødsretskontoret i Udlændinge- og Integrationsministeriet, når du ansøger om dansk indfødsret.