I august startede et særligt tilrettelagt forløb for medarbejdere fra daginstitutioner i Københavns Kommune. Formålet med forløbet er at styrke flersprogede medarbejderes danskkundskaber i deres daglige arbejde – dette gælder for både udtale og grammatik.
I dag arbejdes der med diktat, og underviseren, Mariann, læser klart og tydeligt op fra et stykke papir alt imens samtlige 12 kursister sidder bøjet over bordet med skarpladte kuglepenne klar til at notere de ord der mangler på den tomme linje. Der er stilhed og dyb koncentration.
Nogle af deltagerne, der sidder og er koncentrerede om diktaten, er Meelai og Nada. De arbejder begge i Børnehuset Gro på Amager – Meelai i børnehaven og Nada i vuggestuen.
“Det er fantastisk”
Denne torsdag er tredje gang i deres undervisningsforløb, hvor de sidder i lokalet, og bliver klogere på det danske sprog.
”Det er fantastisk. Vi lærer om grammatik og udtale, for det har vi brug for. Vores leder vil gerne have, at vi øver os i at skrive dagbog, for det skal vi til forældrene, så det øver vi, og også udtalen, så vi kan have en god kommunikation med forældrene,” forklarer Meelai og fortsætter
”Selvom jeg har boet her i mange år, så synes jeg, det er svært. Der er ord, jeg har svært ved at udtale, men så kan jeg bruge et andet ord, som børn kan forstå.”
For Nada er det grammatikken, hun ønsker at blive bedre til, men derudover vil hun også gerne blive mere sikker i det skriftlige, så hun kan skrive hurtigere.
”Mit mål er bare at lære at skrive hurtigere til forældre – i beskeder eller e-mails og så i dagbogen, fordi når man står på arbejdet, så har du max 10 minutter til at skrive, hvad de (børnene red.) har lavet hele dagen, hvad har de spist, hvordan de har det osv., så forældrene ved, hvad de har lavet,” siger Nada og fortsætter
”Nogle gange når jeg står med iPaden, så kan jeg blive lidt usikker, når jeg skriver – om det skal R eller E. En fejl er ok, men flere fejl går ikke. Det bliver nemmere, når vi lærer det her.”
”Jeg får hjælp af mine kolleger”
Meelai gør lige nu brug af sine kolleger, som nogle gange retter hendes tekst for fejl.
”Selvom de siger, ’det betyder ikke noget, forældrene forstår det – bare skriv’, så kan jeg godt lide lige at give det til min kollega, der tjekker, om det er ok.”
Og trods det, at de kun har været i gang tre gange, så er både Meelai og Nada meget glade for at deltage i forløbet.
”Det er en god chance for at få gentaget nogle ting, men også for at lære noget nyt,” siger Meelai.
”Her har vi også chancen for at fortælle nogle ting, og så lærer man, hvis vi har fejl, når vi taler eller skriver fordi, det bliver rettet – det har vi ikke på arbejdet, fordi det går så hurtigt,” fortæller Nada.
Særligt tilrettelagt forløb
CLAVIS og Københavns Kommune har tidligere, med succes, gennemført lignende forløb med fokus på udtale og stavning, skrivning og læsning. Derudover er forløbet også tilrettelagt, således at det tager udgangspunkt i følgende seks læreplanstemaer med udgangspunkt i fiktive cases. Dette bl.a. for at gøre undervisning så relevant og fagrettet som muligt for alle medarbejderne.
- Alsidig personlig udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop, sanser og bevægelse
- Kultur, æstetik og fællesskab
- Natur, udeliv og science
- Social udvikling
Undervisningen afsluttes i december 2021.