”Jeg er glad. Jeg er rigtig glad.” Sådan lyder det fra fabrikschefen hos The Whole Company i Køge, Claus Mortensen.
Hos The Whole Company i Køge, der bl.a. producerer Trope-nødder og Fredsted-te, ønsker man at udvikle sine medarbejdere og klæde dem godt på – både i arbejds- og privatlivet. Det betyder, at en lille gruppe medarbejdere mødes hver tirsdag efter arbejde i et lokale hos virksomheden i Køge.
En dag i december går snakken afdæmpet, men livligt, i det lille lokale, inden der bliver trukket en flipover frem. Det er underviser Birgit Birch Henriksen fra CLAVIS sprog & kompetence, der så småt begynder på undervisningen, og alle sidder klar med papir og blyant rundt om bordet.
I 2019 blev Claus Mortensen ny fabrikschef for The Whole Company, og han besluttede hurtigt at medarbejderne skulle klædes bedre på i dansk.
”Jeg holdt tavlemøder og havde MUS-samtaler, som foregik på dansk, og her fandt jeg ud af, at vores medarbejdere ikke er så integrerede i Danmark,” forklarer han.
For Claus Mortensen er der to aspekter i det – både at gøre hverdagen lettere på virksomheden, men generelt også for at integrere medarbejderne bedre i Danmark, så de kan begå sig udenfor virksomhedens fire vægge.
”Mange har børn, så det er også for at de kan begå sig på dansk – det gælder f.eks. når de skal på Aula,” forklarer Claus Mortensen.
Tænker mere over sproget
To af dem, der har deltaget i undervisningen siden foråret 2019 er Linda og Lileth. De arbejder begge i produktionen hos The Whole Company, og de føler også, at de har fået meget ud af at gå til FVU undervisning.
”Det er en god mulighed,” siger Lileth, og hendes kollega Linda uddyber:
”Vi har danske kolleger og dansk chef, så det er godt at få et lært mere dansk, så vi kan forstå hinanden. Nu begynder jeg at tænke mere over, hvordan jeg taler – om det er nutid eller datid.”
Og for dem har det også stor betydning, at undervisningen foregår hos The Whole Company, hvor de arbejder.
”Det er nemt for os, at undervisningen ligger her. Hvis det lå et andet sted, så kom vi måske ikke afsted, fordi man også er træt efter arbejdet,” forklarer Lileth.
”Og vi skal ikke bruge vores tid på at køre et sted hen,” tilføjer Linda.
For både Linda og Lileth betyder det også meget, at de kender dem, de får undervisning sammen med.
”Man bliver ikke så genert,” siger Lileth og forklarer, at fordi der ikke er nogle, de ikke kender, så tør de også tale mere på dansk.
Og Claus Mortensen kan tydeligt mærke en forskel på sine medarbejdere
”De har åbnet sig mere op og snakker mere. Jeg taler dansk med dem, og de er heller ikke bange for at grine af dem selv,” siger fabrikschefen og tilføjer, at det kun er et plus, at det også giver dem en fællesskabsfølelse.
Overvejer du også at tilbyde dine medarbejdere dansk på virksomheden? Kontakt os for at høre nærmere.